Helle Thorning-Schmidt taler ud: Sådan er mit forhold til Stephen
Parret lever nemlig hver for sig i hver deres land. Stephen Kinnock bor i England og Helle Thorning-Schmidt bor i Danmark. Selvom parret lever adskilt, så åbner Helle Thorning-Schmidt op i programmet "All exclusive" med Casper Christensen for, at det har været en styrke i deres forhold. Det har nemlig givet parret en enormt stor frihed.
Men på trods af den styrke, så mener den tidligere statsminister dog, at det er en sjældenhed, at de stadig har fundet melodien sammen efter så mange år.
- Det er unaturligt at blive med den samme resten af livet, sagde Helle Thorning-Schmidt og tilføjede, at deres holdepunkt har været, at det aldrig har været kedeligt for dem.
- Grunden til, at vi har kunnet holde sammen er, at vi aldrig nogensinde er kommet ind i sådan noget leverpostejstrummerum, som for mig er det værste, der kan ske. Jeg keder mig rigtig nemt, siger Helle Thorning-Schmidt til Casper Christensen i tv-programmet.
– Jeg synes, det er fedt, hvis han har været et eller andet sted henne og opleve nogle ting og kommer tilbage og fortæller om det. Der er noget vildt i, at vi har forskellige verdener og skal få det hele til at mødes, siger Helle Thorning-Schmidt mens hun sidder i Portugal med Casper Christensen.
Du kan se afsnittet af "All Exclusive" med Helle Thorning-Schmidt på Viaplay.