Her skal Søren Pape Poulsen bisættes
Gårsdagens melding om partiformand Søren Pape Poulsens alt for tidlige død kom som et chok.
Formanden for Det Konservative Folkeparti afgik ved døden i går klokken 13:13 som følge af en hjerneblødning, der indtraf fredag under et hovedbestyrelsesmøde i Vejen.
Det oplyste partiet i går på deres hjemmeside.
Partiformanden blev kørt til Odense Universitetshospital, men hans liv stod ikke til at redde.
Søren Pape Poulsen blev 52 år, og nu oplyser partiet til Ritzau, at partiformandens bisættelse kommer til at finde sted fra Viborg Domkirke.
Tid og sted for bisættelsen formodes at blive afklaret mandag.
Viborg har dannet rammen om en stor del af partiformandens liv, og det er derfor ganske naturligt, at det sidste farvel til Søren Pape Poulsen bliver sagt fra domkirken.