Ida Auken: Mine børn skal ikke altid se mig med en mobiltelefon
Ida Auken, 36, er mor til to små drenge, Niels på tre år og Simon på et år, og den tidligere miljøminister har taget en klar beslutning om, hvordan hun ønsker at forene arbejdsliv med familieliv. Det var nødvendigt, da hun efter blot tre måneders barsel med sin yngste søn vendte tilbage på arbejde:
- Da jeg kom tilbage fra barsel, føltes arbejdet som en flodbølge, der kom væltende ind over mig. Men jeg har besluttet, at jeg ikke vil have dårlig samvittighed – hverken derhjemme eller overfor arbejdet. Jeg har besluttet, at jeg ikke vil være stresset, og jeg har besluttet, at mine børn ikke hele tiden skal se mig med en mobil i hånden. Jeg over mig i at være der, hvor jeg er, selv om jeg ved, at jeg har 200 ulæste mails og en masse opgaver, der venter. Det er overhovedet ikke let, men det har jeg besluttet, og det holder jeg fast i, siger Ida til magasinet Lime.
Fik et wake-up call
For nylig læste Auken i en undersøgelse blandt folk på hospice, at det, de fortrød mest i deres liv, var, at de havde arbejdet for meget og set deres børn for lidt.
- Det er et godt wake-up call at få som 36-årig, siger hun og fortsætter:
- Det er i virkeligheden alle de små hverdagsbeslutninger, du måske ikke tillægger så stor betydning i øjeblikket, du kan fortryde. Som at prioritere et møde frem for fastelavnsfesten i vuggestuen, mener Ida Auken.