Kæresten har været på knæ: Pernille Vermund viser forlovelsesringen frem
Det har været en tumultarisk tid for partiet Nye Borgerlige. Kort tid efter folketingsvalget valgte den nu tidligere forkvinde Pernille Vermund af forlade posten. Hun ville tilbage til karrieren som arkitekt.
Siden da har det budt på masser af intriger på de indre linjer i partiet, hvor den nye formand, Lars Boje i sidste uge blev ekskluderet fra partiet, og altså måtte forlade posten som formand.
Det betød dog også, at Pernille Vermund åbnede op for muligheden for at vende tilbage ved næste folketingsvalg.
Og selvom det lyder både hårdt og forvirrende for alle parter, så er der altså nu alligevel lykke at spore hos Pernille Vermund.
På Instagram viser hun nemlig en smuk diamantring frem. Og den sidder lige dér, hvor det lugter af et bryllup.
Til B.T har Pernille Vermunds presseansvarlige, Mads Wilbeck-Nilsson, bekræftet, at kæresten Claus Bretton-Meyer har været på knæ, og at de to er blevet forlovet. Datoen for brylluppet er dog endnu ikke fastsat.
De to har dannet par siden februar 2022.
Pernille Vermund har tidligere været gift med erhvervsmanden Lars Tvede. De to blev skilt i 2021.