Poul Nyrup Rasmussen to år efter Lone Dybkjærs død: Nu har han fundet meningen igen

Danmarks tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen kender sorgen bedre end de fleste, også blindgyderne. Som i tiden lige efter Lone Dybkjærs død, hvor han undgik mennesker. For han vidste ikke, hvad han skulle svare på spørgsmålet: “Hvordan går det?”

Han har følt det som en Tour de France-rytter, der skulle op ad et bjerg. Bjerget har i de sidste to år især været at komme op igen efter tabet af Lone Dybkjær. Hende, vi andre bedst kender som den skarpe radikale politiker. Den første kvindelige miljøminister. Men for Nyrup var hun også den store kærlighed, som han delte avis, sorger og glæder med igennem 26 år.

– Det første halve år efter Lones død var for mig præget af magtesløshed. Jeg opdagede, hvor konkret døden er. Den er et knips, og så er det slut. Du kan ikke komme tilbage og sige: “Lone, nu fik jeg vel sagt, at jeg elsker dig.” Det er slut. Fuldstændig, siger Poul Nyrup i et stort interview i BILLED-BLADET.

– Inden Lone døde, sagde hun igen og igen: “Husk nu at livet går videre. Lad nu være med at falde hen og blive trist.” Det har jeg taget med mig, men det tog tid at finde meningen igen. Jeg har muligvis begået nogle fejl undervejs og været ude i en retning, som viste sig at være en blindgyde, siger Poul Nyrup og peger på en af blindgyderne.

Jeg skulle finde nye rutiner

– I den første tid prøvede jeg nok at undgå mennesker. Jeg vidste jo, at der var øjne, der kiggede, når jeg gik til bageren og købmanden. Nogen ville måske spørge, hvordan jeg havde det. Det, syntes jeg, var svært, for jeg ville jo ikke bare sige “Jamen, det går fantastisk,” og jeg ville heller ikke gøre dem kede af det. Så jeg øvede mig i, hvad jeg kunne svare, og jeg fandt også nogle formuleringer. Som for eksempel: “Der er dage, hvor det er tungt.”

- Men jeg fandt i hvert fald ud af, at det der med at undgå mennesker, det førte mig ingen gode steder hen. Der var mange svar, som Nyrup skulle give efter Lones død. Også helt konkrete opgaver, han skulle løse. Som hvordan han skulle indrette sig hjemme i lejligheden på Frederiksberg, nu hvor hun ikke var der mere.

Man skal finde en mening med noget

For at rejse sig efter tabet af Lone Dybkjær, besluttede han at føre noget videre, som hun stod for. Det er også det råd, han giver til andre i sorg.

– Man skal finde noget meningsfuldt, som var vigtigt for den afdøde. Føre linen videre, siger han. Hans line blev Lone Dybkjær Fonden, som støtter uddannelse til kvinder i Asien, og på den måde fortsætter han, hvor Lone slap. Hele sit politiske liv brændte Lone Dybkjær nemlig for ligestillingen, og i 2008 var hun med til at stifte kvindeuniversitetet Asian University i Bangladesh.

– Fonden gør en konkret forskel. Den har også en afgørende betydning for mig. For nu giver jeg noget tilbage fra hende, jeg har mistet, siger Poul Nyrup.

Sorg er noget af det sværeste i livet

Da han fandt meningen med Lone Dybkjær Fonden, var det, som om han begyndte at gå op ad trappen igen, som han siger.

– Sorg er noget af det sværeste i livet. For det er ikke noget, du kommer over. Det er noget, du skal lære at gå ved siden af. Derfor er det så vigtigt ikke at lade magtesløsheden tage over. For så sidder du jo bare foran fjernsynet og falder hen, og det giver ingen glade øjeblikke. Sorgen må ikke sparke dig ned i et sort hul. Derfor er det vigtigt at gøre noget for andre end dig selv, siger Poul Nyrup.

Lyset overtager mørket

Det sidste halve år af Lone Dybkjærs liv tilbragte ægteparret i deres sommerhus i Tisvilde. Det sommerhus har Poul Nyrup beholdt, og her mærker han glæde. Men også sorg. De to ting render tit sammen. Alligevel er de lyse stunder ved at tage over for de mørke.

– Jeg synes, jeg klarer ensomheden godt. De aftener, der er særligt svære, beder jeg Lone om hjælp, og jeg synes, jeg lever efter de ord, hun ofte sagde til mig i den sidste tid: “Husk nu, livet skal være lyst, og du skal bruge det. Flæberi kan vi ikke bruge til noget. Det er med venner i lys, vi skal tale, slutter han i interviewet, der blev bragt i BILLED-BLADET nr. 44.