Ritt Bjerregaard: Jeg er ikke færdig med livet
Ritt Bjerregaard, 76 år, har haft et godt efterår.
Andet bind af den tidligere toppolitikers erindringer "Valgt" blev godt modtaget af anmelderne, og i august viste en scanning, at hendes uhelbredelige lungekræft holder sig i ro. Så hun slipper for kemo i hvert fald indtil næste scanning om et halvt år.
Men, som hun skriver i "Valgt", hun ved, at hun lever på lånt tid. Men hun gør det uden at hænge med hovedet.
- Jeg er jo overhovedet ikke færdig med livet. Nu ved jeg ikke, hvor lang tid jeg får, men jeg er bestemt ikke færdig med det, siger hun og afviser, at vemodigheden har sænket sig over hendes tilværelse.
- Jeg har det sådan, at livet jo har nogle vilkår. Der er heller ikke solskin hver dag, og det har været en kedelig sommer i år. Hvilket jo er ærgerligt, hvis man havde glædet sig til at ligge på stranden hele tiden. Det kunne man så ikke. Og sådan er det også med livet. Du kan ikke lave om på vilkårene, og vi skal alle dø. Jeg har levet et rigt liv, og selv om jeg synes, det ville være fedt at få ti år mere, så har jeg ikke forsømt noget. Der er min indstilling til livet. Jeg har jo heller aldrig troet, at jeg kunne bestemme alting i livet, siger hun.
Læs stort interview med Ritt Bjerregaard i det nummer af BILLED BLADET, som kunne købes fra torsdag den 21. september.