Ritt Bjerregaard skal begraves side om side med store socialdemokrater
Ritt Bjerregaard døde lørdag den 21. januar efter længere tids kræftsygdom. Hun blev 81 år.
Når den tidligere socialdemokratiske politiker skal begraves på Vestre Kirkegård onsdag den 1. februar, bliver det side om side med store personer fra partiet.
Ritt Bjerregaards sidste hvilested bliver i området omkring den idylliske sø, der kaldes "Det Røde Hav".
Stedet har fået sit navn, fordi det er her, at fremtrædende socialdemokratiske personligheder er blevet begravet gennem de sidste 80 år.
Thorvald Stauning, Jens Otto Krag og Anker Jørgensen er blot nogle af de personer, der er blevet stedt til hvile i området, hvor nu også Ritt Bjerregaards gravsted vil være.
Den tidligere overborgmester i København fortalte inden sin død, at hun allerede havde forberedt sit gravsted. Hun havde blandt andet plantet fem æbletræer, som skal stå på stedet.
Begravelsen finder sted i dag klokken 13 fra Nordre Kapel på Vestre Kirkegård.
BILLED-BLADET sender live fra klokken 12.20, når den nærmeste familie og de mange gode venner ankommer til Nordre Kapel.