Rufus Gifford viste København frem på cykel
Der var ikke mindre end 40 millioner dollars på spil, da tre amerikanske borgmestre og den amerikanske transportminister, Anthony Foxx, besøgte ambassadør Rufus Gifford og København.
Foxx var sammen med borgmestrene i Danmark for at få inspiration til bedre infrastruktur for USA og deres repsektive byer.
Det amerikanske transportministerium har nemlig udloddet præmien på de mange millioner til den amerikanske by, som laver den bedste infrastruktur for byens borgere – og dermed også for cyklisterne.
Under besøget blev der blandt meget andet tid til en cykeltur på den efterhånden verdensberømte ”Cykelslange”, som bugter sig henover havnen omkring Fisketorvet i Købehavn.
Og der findes næppe et bedre sted at tage til end København, hvor direktør for Cyklistforbundet, Klaus Bondam, og den amerikanske ambassadør, Rufus Gifford, kunne vise gode eksempler.
Det var dog tydeligt, at Klaus Bondam havde lidt mere styr på den to-hjulede end de amerikanske gæster, som svingede en del, da de frygtløst kastede sig ud på den bugtende cykelbro, som forbinder øverste "dæk" af Fisketorvet med Havneholmen.
Midt på broen blev det tid til en lille pause, hvor Klaus Bondam fik lejlighed til at forklare de amerikanske gæster, hvordan broen var kommet i stand. Efter cykelturen var det frokosttid for selskabet med Rufus Gifford i spidsen.