Ruth Pape Poulsen om sin elskede søn: Søren var mit et og alt
Ingen forældre bør overleve deres barn. Det er nok den største sorg, et menneske kan opleve.
Og det er, hvad Ruth Poulsen og hendes mand, Svend Poulsen, oplevede den 2. marts i år.
Her døde deres søn, folketingsmedlem og leder af Det Konservative Folkeparti Søren Pape Poulsen, pludseligt som følge af en hjerneblødning, 52 år gammel.
På et splitsekund blev alt taget fra Ruth.
Han kom altid hjem
Søren var den bedste søn, Ruth kunne få.
– Søren var mit ét og alt i livet, siger hun.
– Han fyldte meget før. Selvom han havde travlt, var han flink til at komme hjem. Han spurgte engang: ”Mor, jeg kommer da nok hjem, gør jeg ikke?” Men han havde ingen grund til at have dårlig samvittighed, for han kom altid hjem, når han havde tid til det.
Mor Ruth: "Han var min guldklump"
Julen var altid en helt speciel højtid i hjemmet.
Søren var et udpræget julemenneske, der gik op i traditioner og i nærværet med sine nærmeste.
– Han var min guldklump, og han var min hjælper, lige til han døde. Han hjalp med min økonomi. ”Bum bum, mor, nu er det betalt”. Og han var om mig hele tiden, når vi var sammen. Når han kom hjem, og jeg ikke lige var færdig med sovsen, sagde han: ”Mor, sæt dig,” og så tog han over. Han hjalp med alt. Fra han var helt lille, sad han på køkkenbordet og skulle være med til at lave dej. Og vi lavede meget julebag sammen.