Søren Pape: Derfor er brylluppet udsat
Søren Pape har været forlovet med Josue Medina Vazquez i tre år. Parret bor i en smuk lejlighed Viborg, men den konservative partiformand må væbne sig med tålmodighed, før han får papir på sin udkårne. Brylluppet er sat på pause.
- Bryllupper kræver tid til planlægning, og der skal i hvert fald slet ikke være corona. Så det kommer, når det kommer, forklarer han.
Josue Medina Vazquez er fra Den Dominikanske Republik, hvor han opholder sig tre måneder om året for at passe sin turistforretning. Han er dog siden blevet spansk statsborger. Parret mødte hinanden i Bruxelles i 2013.
– Vi er gode for hinanden, fordi vi er gode til at være væk fra hinanden, og vi er gode til at være sammen. Derudover kommer vi med noget meget forskelligt til hinanden. Josue giver mig et indblik i og et udsyn til, hvordan man også kan anskue tingene, fordi han kommer med en anden kulturbaggrund. En anden måde at se verden på. Og så har han et utroligt lyst livssyn. Han er positiv og omsorgsfuld, og så er han meget, meget god til bare at snakke med mennesker. Det der meget glade, lyse sind betyder meget for mig, siger Søren Pape, som BILLED-BLADET har været hjemme hos i Viborg.
Læs stort interview med formanden for Det Konservative Folkeparti i bladet, som kan købes fra torsdag den 24. september.