Søren Pape Poulsens bisættelse: Alle kan komme med
Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, døde lørdag den 2. marts efter en hjerneblødning.
Han blev 52 år.
Den 9. marts bliver politikeren bisat fra Viborg Domkirke kl. 11.00, og nu har partiet løftet sløret for flere detaljer i forbindelse med bisættelsen.
Det oplyser Konservative til Ritzau ifølge flere medier, heriblandt B.T.
Alle, der ønsker at være med til bisættelsen, kan komme med i kirken, lyder det.
Der vil nemlig være adgang for offentligheden udover de særligt inviterede deltagere, skriver Ritzau.
Det forventes, at der vil være rigtig mange mennesker til stede i kirken - både fra politik og almindelige borgere.
Derfor er det heller ikke sikkert, at alle vil få en plads i kirken, som har et begrænset antal pladser.
- Der arbejdes på en storskærms-løsning i Viborg for de, der vil følge bisættelsen, og ikke får plads i kirken, oplyser De Konservative til Ritzau ifølge B.T.
Det er Søren Pape Poulsens familie, der har ønsket, at biskop over Viborg Stift Henrik Stubkjær skal forestå bisættelsen.