17. maj. 2011
Af af Jon Lautrup

Per Stig Møller på krykker i Cannes

Per Stig Møller
Per Stig Møller
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Det var en stærkt gangbesværet Per Stig Møller, der tirsdag ankom til Cannes for at deltage i gallapremieren på Lars von Triers Melancholia

- Jeg bliver stadig frygtelig træt i benet, fordi jeg slæber rundt på alt det metal, fortalte kulturministeren til BILLED-BLADET.

Han kan kun gå ved hjælp af en krykke, efter at han for to en halv måned siden faldt under fældningen af et træ i sin have og brækkede højre ben tre steder. Det er nu sat sammen med et titaniumrør og to skruer, og ifølge lægerne har Per Stig Møller stadig fire måneders genoptræning foran sig, før han kan gå normalt igen.

- Jeg gled på nogle glatte blade, og mit ben kom i klemme mellem to træstubbe, og så sagde det ellers knak!, forklarer han og indrømmer, at det indtil videre har været nogle hårde måneder.

- Jeg træner ved at gå, og så cykler jeg på min motions-cykel, mens jeg ser nyheder. Så er det knap så kedeligt, siger han.

Per Stig Møller afslører, at han er en stor filmelsker, som helst afslutter dagen med en film i fjernsynet, hvis det er muligt.

- Og jeg glæder mig til at se Lars' film. Han er en utroligt spændende kunstner, som er i stand til at fortælle store menneskelige dramaer på kunstnerisk vis. Flere af hans film er jo lavet om til teaterstykker og operaer. Det bliver de kun, fFordi de har kunstnerisk kvalitet, siger Per Stig Møller, som tirsdag aften spiste middag med Lars von Trier.

Læs mere om: