Tine Gøtzsche mindes Poul Schlüter
Torsdag sov Poul Schlüter ind omgivet af sin nærmeste familie, og fredag blev den triste nyhed delt med offentligheden.
Poul Schlüter er den længst siddende statsminister siden anden verdenskrig. Han blev 92 år gammel, og fik en stor betydning for Danmark og mange danskere.
Stor respekt for Poul Schlüter
Også for tv-vært Tine Gøtzsche.
- Poul Schlüter er død, har jeg lige læst. Det er en af de nyheder, man god ved, skal komme, men som alligevel rammer en. Schlüter var statsminister i mine formative år. Dengang jeg gik fra at være ung til at være ung voksen, skrev hun fredag i et opslag på Facebook, som BILLED-BLADET har fået lov til at dele.
Tine Gøtzsche beskriver videre, at hendes fineste møde med ham fandt sted i forbindelse med dronningens 40-års regeringsjubilæum i 2012, hvor det lykkedes at samle alle de dalevende statsministre fra hendes tid på tronen, undtagen Anker Jørgensen, som blev interviewet på sit plejehjem. Men de øvrige fem var med i DR Koncerthuset, hvor de delte anekdoter fra deres mange møder med majestæten.
- Schlüter var nestor i studiet, allerede dengang en ældre herre. Og respekten for ham blandt ”kollegerne” den dag i DR Koncerthuset var enorm. I dag er for mig en af de dage, hvor historien slår med vingerne, skriver Tine Gøtzsche videre i sit opslag.
Poul Schlüter skal bisættes fra Holmens Kirke i København 5. juni.
Se flere billeder fra Poul Schlüters lange liv i galleriet herunder: