Torsten Schack Pedersen er ny minister: Her er hans kendte hustru
Der er i dag sket en større ministerrokade på Christiansborg, hvilket betyder at Torsten Schack Pedersen er blevet udnævnt som ny minister.
Venstre-politikeren skal som den første være minister for Samfundssikkerhed og Beredskab - og det er noget, han har ventet længe på.
Torsten Schack Pedersen har således siddet i Folketinget siden 2005, men han har aldrig tidligere haft en ministerpost.
Men det har hans hustru.
Den nyudnævnte minister er således gift med partifællen Louise Schack Elholm, der fra december 2022 til november 2023 var kirkeminister og minister for landdistriker og nordisk samarbejde.
Parret har været gift i 18 år og mødte hinanden helt tilbage i 1997, da de begge var en del af Venstres Ungdom. De har børnene Daniel og Sofie.
Har festet med de kongelige
I forbindelse med udnævnelsen skal Torsten Schack Pedersen senere i dag forbi Amalienborg og hilse på kong Frederik, men det er ikke første gang, at han møder kongen.
Lige inden hun blev afskediget, deltog Louise Schack Elholm således i et gallataffel på Christiansborg Slot i forbindelse med det spanske kongepars statsbesøg. Her havde hun naturligvis sin mand, Torsten Schack Pedersen, med under armen, som du kan se herunder.
Til det gallataffel var både dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og det daværende kronprinspar til stede.