Usædvanligt møde: Fem statsministre fortæller historier
De har én ting til fælles. De har alle sammen som de eneste nulevende danskere bestridt landets ensomste job. Fire tidligere statsministre samt den nuværende mødtes tidligere på året på Marienborg, hvor de over to dage talte med hinanden om jobbets helt særlige karakter.
DR1 arrangerede mødet, og det er der kommet en dokumentarserie i fire afsnit ud af. "Statsministrene" har premiere søndag den 27. august i bedste sendetid klokken 20.
Op- og nedture som statsministre
Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen fortæller om deres op- og nedture i embedet - såvel politiske som personlige - og DR1 lover i pressematerialet, at de kommer med indrømmelser, som vi ikke har hørt før.
- 2017 er året, hvor DR har særlig fokus på vores fælles historie. De fem personligheder har tilsammen ledet landet i 35 år og giver hermed deres egne versioner af den nyere danmarkshistorie, de har været med til at skrive. Deres samtaler finder sted på tværs af politisk overbevisning og politiske generationer og er et stærkt billede på den samhørighed og sammenhæng, som trods skiftende regeringer er kendetegnende for det danske demokrati, siger Henriette Marienlund, som er mediedirektør i DR.