Gravide Benedicte Balling: Jeg bliver en streng mor
Benedicte Balling har aldrig været den typiske mortype, og før hun mødte den seks år yngre kæreste Philip Frijs, havde hun ikke tænkt over, om hun ville få børn.
Men nu er den 38-årige NOVA-radiovært gravid med sit første barn, og det har fået hende til at tænke over, hvordan hun bliver som mor.
- Jeg ved, at jeg nok skal blive en god mor, men jeg tror, jeg bliver en streng og bestemt mor, der selvfølgelig også er meget kærlig. Jeg synes, at børn skal have nogle regler at gå efter, og der skal sættes grænser, fastslår Benedicte Balling, da BILLED-BLADET møder hende til åbningen af det nye Boutique Hotel SP34 i København.
Kender barnets køn
Hun er sat til at føde i slutningen af september, men hun er endnu ikke begyndt at købe ting til babyen.
- Nej, og jeg bliver helt panisk, når jeg hører om andre gravide, der allerede har købt alt muligt. Jeg ville gerne være sikker på, at alt var i orden først, og nu skal jeg lige have ryddet op derhjemme og gjort klar, fortæller Benedicte Balling.
Radioværten og kæresten gennem fire år kender kønnet på barnet, men de vil gerne holde det hemmeligt.