Mads Steffensen deler sødt babyfoto: Han hedder Preben
“Preben” er blevet udsat for lidt af hvert og er blevet brugt som symbol på en sjuft i en del henseender de sidste årtier.
Det er det navn, Mads Steffensen har brugt i først "Mads & Monopolet" og dernæst "Mads & A-holdet", når panelet har skullet diskutere en anonym, skidt fyr.
– Når der har været en skurk i et dilemma, og vi har brug for et dæknavn, så træder “Preben” til. Hver gang. Preben er blevet trukket rundt i sølet. Dårlig ven, irriterende kollega, utro kæreste eller ægtemand, snydepels, utroværdig og i det hele taget har “Preben” bare en svag karakter. “Preben” har stået model til det hele, skriver Mads Steffensen på sin Instagram-profil i et opslag, BILLED-BLADET har fået lov at dele.
"Du skylder en undskyldning"
Han afslører, at ikke alle har været glade for den process – navnlig dem, der hedder Preben.
– Nogle gange når jeg bevæger mig rundt i bybilledet, så støder jeg en gang imellem på mænd, der kigger stift på mig, og siger: “Du skylder mig en undskyldning”, så løfter jeg altid hænderne i, hvad der vist kan kaldes en afvæbnende manøvre og svarer hurtigt: “Jeg ved du hedder Preben … jeg undskylder”.
Men forleden landede der en sød mail fra Nanna i Mads Steffensens inbox.
- Verden har nemlig fået en ny Preben, skriver Mads Steffensen og fortsætter:
– Den smukkeste og sødeste lille fyr – ses ret tydeligt på billedet. Han er opkaldt efter bedstefar Preben, som døde pludseligt i efteråret. Jeg har skrevet med Nanna, som fortæller at bedstefar var stærk og sjov og dejlig, så navneplaner blev ændret, og nu står der Preben i passet hos den lille fyr. “Navnet passer genialt til ham, for han er den sødeste solstråle i vores liv,” skrev Nanna. Jeg sender de bedste tanker til hele familien – tusind tak for historien. Længe leve jer og Preben.
Nåede aldrig at møde sit barnebarn
Nanna fortæller til BILLED-BLADET, at bedstefar Preben altså aldrig nåede at møde barnebarnet, da Nanna var 21 uger henne, da han døde.
Nanna og hendes familie passede på bedstefar Preben i deres hus til det sidste,
Nu er der altså en ny, lille Preben at passe på.