Mads Vangsø efter krisen: Nu vil jeg hjælpe andre
- Jeg havde mistet alt og havde ikke engang råd til at betale Rigmors børnehave. Økonomisk krise er gift i ethvert parforhold, og min familie var ved at gå i opløsning. Dengang besluttede jeg, at når jeg igen fik overskud, ville jeg sætte det at være noget for andre i system.
I januar startede Mads Vangsø sit nye job som vært på Radio 100, og han er for længst kommet gennem krisen sammen med sin kone Sanni og deres datter Rigmor. I Radio 100 har han netop sat gang i en vild, sjov og meget meningsfuld juleevent. Det ambitiøse mål er at sælge 5.000 bamser på fem dage. Pengene går til Mødrehjælpen, der blandt andet hjælper familier, som ikke har overskud til at give deres børn en god jul.
- Som voksen mand på 40 har jeg siddet og tudet over de ansøgninger, Mødrehjælpen får, fortæller Mads til BILLED-BLADET.
Alle kan donere en bamse til Danmarks største bamsebod, der fra 18.-23. december bliver etableret ved Madklubben i Tivoli.
- Planen er også at få nogle kendte til at donere en bamse og samtidig komme og underholde i bamseboden.
- Vi satser på minikoncerter, sjov og ballade. Vi skal nemlig ikke dvæle ved elendigheden, forklarer Mads Vangsø, der gerne vil sprede budskabet: "Det er sejt at være noget for andre."
- Den erfaring vil jeg også gerne give min datter på fire år. Så kan hun selv afgøre, om hun som voksen vil være en, der giver bamser eller en, der rager bamser til sig.