Mads Vangsøs liv er forandret
Da stand up-komikeren, Mads Vangsø blev skilt fra sin kone Sanni Wulff Vangsø, var det hende, der ikke ville mere.
Hun mente, hendes mand var gået i stå, og at han ikke kunne blive ved at sidde på sin flade.
Det fortæller Mads Vangsø i et langt interview i Politiken, som omhandler hans kamp for at komme ”til live” igen.
- Sanni havde ret. Alle mine ideer var tørret ud. Der var intet at komme efter. Så rejste jeg mig, vi flyttede hver for sig, og så gik jeg ind og sagde mit job på Radio 100 FM op, fortæller Mads Vangsø.
Og siden må man lade den 42-årige komiker, at han har fået rejst sig fra sofaen. Han har netop deltaget i et 250 kilometer langt ørkenløb i Jordan. Med en otte kilo tung rygsæk på ryggen har han dagligt løbet og powerwalket sig gennem et udfordrende terræn. En dag sidst i februar havde han tilbagelagt 86 kilometer, og i dagene inden havde han hver dag løbet over 40 kilometer.
Aldrig havde han været så smadret, fortæller han i Politiken.
100 kilometer om ugen
Herhjemme begyndte han træningen for ni måneder siden. Det, der i starten var lunteture på maksimalt fem kilometer nogle gange om måneden, blev siden til 100 kilometer om ugen, og tilsat styrketræning blev komikeren til ørkenkriger. Og det var nødvendigt at gå til yderligheder, forklarer Mads Vangsø.
- For mig var det en nødvendig investering i forretningen Vangsø, for pludselig sprudler mine ideer igen, og jeg har fået lyst til at gå på opdagelse i livet igen. Og med alt det, jeg lærte i Sahara, er jeg også nødt til at gøre det igen. Jeg snupper nok 333 kilometer i Marokko til efteråret, siger han, der har datteren Rigmor på syv og sin eks-kones fulde opbakning.
På Facebook har Sanni Wulff Vangsø skrevet om sin eks-mands præstation:
"Sejere end sej, vildere end vild, sødere end sød. Vi er så stolte af dig......"Altid med hjertet"
- Vi har jo stadig vores særlige alliance. Efter jeg er kommet hjem fra Jordan, har hun sagt, at hvis hun havde vidst, hvad der kommer ud af at lade en mand løbe lange ture, ville hun nok have bundet mandens snørebånd hver dag, siger Mads Vangsø, der er begyndt at holde foredrag om sin forvandling.