TILLYKKE: Jørn Hjorting fylder 85 år
Jørn Hjorting vil være omgivet af sang og glæde på sin 85 års fødselsdag tirsdag.
I hvert fald hvis der er ret og rimelighed til. Radiolegenden var om nogen garant for det gode humør i sine mange år som vært for især programmet "De ringer, vi spiller".
Her hyggesnakkede han med sine trofaste lyttere om deres hverdags sorger og glæder og krydrede snakken med simple quiz-spørgsmål.
Programmet var så populært, at han igen og igen blev kåret som årets radiovært.
Han evnede på sin venlige, afdæmpede facon at få folk til at glemme, de var i radioen og åbne sig. Man kunne simpelthen høre ham smile gennem æteren, men ikke alle brød sig om hans program. Der var hverken kant eller kulturkalorier nok i Hjorting, lød kritikken fra nogle på parnasset. Blandt andet en biskop i Ribe brokkede sig, men Jørn Hjorting svarede bare, at han vist havde en større menighed, end biskoppen nogensinde havde prædiket for.
LÆS MERE: Jørn Hjorting har opskriften på en god alderdom
Jørn Hjorting: Umuligt at være i dårligt humør, når man synger
Det lå ellers ikke til Jørn Hjorting at slå igen.
Han er født med et lyst sind, som han har evnet at bevare livet igennem. Og når skyerne en sjælden gang trak sig sammen over hovedet på ham, kunne han sprede dem igen ved at synge for sig selv. Når man synger, er det nemlig umuligt at være i dårligt humør, lyder hans gode råd.
Jørn Hjorting nåede at være 37 år i Danmarks Radio, hvor han også havde succes med programmer som "Prøv Lykken", "Dansktoppen" og "Morgennisserne". Han blev headhuntet til Radio 2 og havde siden også sit eget TV-program på DK4.
Han optræder stadig rundt omkring med sang og foredrag. Dog ikke så meget som tidligere.
Endelig er det uomgængeligt at nævne Erna, som har været hans hustru og uundværlige støtte i 52 år. De to var i årevis fast inventar i ugebladene, som de gladeligt inviterede hjem for over kaffe og Ernas hjemmebag at fortælle om deres lykkelige samliv.
Kæmpestort tillykke til et dansk radio-ikon.