TILLYKKE: Jørn Hjorting fylder 86 år
Jørn Hjorting har haft den lykke, at solen har skinnet på ham i alle hans i dag 86 år. Det kan man se på hans glade ansigt, og det kunne lytterne i årevis høre, når folk ringede ind til ham i hans legendariske radioprogram "De ringer, vi spiller".
Han havde en uforlignelig evne til at sprede tryghed og godt humør i formiddagsprogrammet, hvor en simpel quiz var afsæt til en snak om vejr, vind og folks hverdagsliv.
Jørn Hjorting fyldte æteren med hygge
Det var hovedsageligt hjemmegående husmødre og pensionister, der havde tid til at ringe ind, og de fik i Jørn Hjorting en levende interesseret og munter snakkepartner. Når Hjorting var i æteren, var den i bedste forstand fyldt med dansk hygge.
Jørn Hjorting nåede at være i Danmarks Radio i 37 år, hvor han også lavede "Morgennisserne", "Prøv lykken" og "Dansktoppen". Han blev headhuntet til at være med til at starte "Radio 2", og siden sprang han til TV-mediet, hvor han lavede en stribe programmer for DK4.
Med i flere film
Hans popularitet afspejler sig også i enkelte filmroller i komedier som "Walter og Carlo - Yes det er far" og "Bananen - skræl den før din nabo". Desuden har han skrevet tekster til adskillige popsange.
I 53 år har Jørn Hjorting været gift med Erna, og de to har i årenes løb gavmildt delt ud af deres lykkelige samliv til pressen.
Stort tillykke til et stort radio-ikon.