Tine Bryld i bedring efter hjerneblødning
En af DR's helt store personligheder, socialrådgiveren Tine Bryld, blev for et par uger siden ramt af en hjerneblødning i sit hjem på Frederiksberg, og har indtil for nylig ligget i kunstig coma på Rigshospitalet.
Kilder oplyser til B.T., at 70-årige Tine er i bedring, og at hun gradvist er blevet trappet ud af den kunstige koma. Hun kan nu blinke med det ene øje og løfte en finger, hvilket er gode tegn.
Tine Bryld blev en tryg stemme for en hel generation af unge, mens hun gennem 36 år havde fast træffetid i telefonprogrammet Tværs.
Her henvendte tusindvis af unge sig med problemer, der var blevet for svære for dem selv at overskue - og ude ved højttalerne sad lyttere i hundredtusindvis og fulgte med i Tines samtaler.
Det er mange af dem, som i de seneste døgn gennem B.T. har sendt varme god bedring-hilsner til deres reserve-mor.