Rasmus er færdig i X Factor
Samtlige tilbageværende deltagere i denne sæsons X Factor havde større eller mindre problemer med rocktemaet, da livefeltet blev barberet ned fra seks til fem deltagere - ja, selv husorkesteret kæmpede ind imellem mod overmagten.
Aftenens ene overraskelse kom fra tvillingerne Rikke og Trine, som på papiret så ud til at få store problemer. Pigerne fra bøgeskoven havde sat alle sejl til og forskrækkede Blachman med en pompøs opførelse af Joy Divisions Love Will Tear Us Apart med et hav af maskeklædte dansere som kulisse. Den præstation sendte dem sikkert videre i konkurrencen.
Den anden store overraskelse kom fra Rasmus, der ramte så meget ved siden af Soundgardens Black Hole Sun, at den til tider var svær at genkende.
Den præstation sendte ham på scenen en gang til, hvor det gik lidt bedre. Han mødte Blachmans Annelouise, der altså klarede sig bedst af de to i den afgørende dommer Pernille Rosendahls øjne.
Som en rolig kontrast til et ret uroligt rock-liveshow blev det offentliggjort, at popidolerne Robbie Williams, Gary Barlow og de andre fra gendannede Take That kommer og optræder til showets finale i Parken.