Renée Toft Simonsen: Drukner vi kærligheden?
Renée Toft Simonsen har en fast klumme i ugebladet Femina, hvor hun hver uge belyser et nyt emne.
Jeg så forleden en overskrift på en artikel i Information om, at vi har gemt kærligheden væk. Nu er kærligheden jo noget af det væsentligste i menneskelivet, hvis jeg skal sige det, så den måtte jeg selvfølgelig straks læse.
At vi drømmer om den og længes efter den, vidner utallige film, teaterstykker, sange og dyrkelsen af idoler tydeligt om, men artiklen slår fast, at vi faktisk ikke gør plads til den. Ifølge artiklens forfatter Frej Prahl giver vi den endda meget trange kår at blomstre under, og måske er vi i virkeligheden ved at miste fornemmelsen for den?
Prahl mener, at det, som truer kærligheden for alvor, er nutidens vækstideal. Vi skal vækste, vi skal ekspandere, vi skal udvikle os, og alt skal blive til mere i morgen, end det var i dag. Den markedsøkonomiske målestok er desværre også blevet den målestok, vi bruger, når vi vurderer det væsentlige i tilværelsen. Det kommer til udtryk i vores fokus på vækst i karriereforløb, i muskler, i kondital, i bryster, i test, i antal venner og likes på Facebook – alt sammen noget, der kan ses og ikke mindst måles.
LÆS OGSÅ:
- Renée Toft Simonsen: Æblet falder ikke langt fra stammen
- Renée Toft Simonsen: Forelskelse har ingen alder
Det moderne menneskeliv summeres op i en af vor tids meget populære træningsformer, crossfit, hvis mantra sleep, train, eat, repeat ifølge Prahl er selveste virkeliggørelsen af Sisyfos-myten. Han mener endvidere, vi lever vores liv efter en forestilling om menneskets handlinger som rationelle, kyniske, egoistiske og frem for alt målbare, hvilket alt sammen må siges at være kærlighedens modsætning. De ældre gemmes væk på plejehjem, idet alderdom er vækstidealets modstykke, nemlig afvækst. I den anden ende finder vi børnene, som også har mulighed for at give os dybe erfaringer med kærligheden, men også de gemmes væk på institutioner så hurtigt som muligt.
Vores økonomiske ideologi tvinger os ud i fuldtidsstillinger på arbejdsmarkedet, således at vi kan bidrage til væksten. På den måde bliver også moderskabet og barndommen underlagt værdien på arbejdsmarkedet, uanset om vi som nybagte mødre indimellem føler, vi gør vold på os selv, når vi afleverer grædende børn for at styrte på arbejde.
Det mest interessante er, at man har lavet undersøgelser blandt døende hospicepatienter om, hvad der har været meningsfuldt i livet. Der var ingen, der nævnte noget om de nye bryster, det høje kondital eller alle de timer, de tilbragte på kontoret. Derimod kredsede alle svar om væsentligheden af at indgå i kærlige relationer. Værd at tænke over, ikk’?
Kærlig hilsen
Renée