Renée Toft Simonsens eksmand dømt for dødstrusler
I april sparkede Renée Toft Simonsens eksmand, Kristian Sandvad, døren ind til sin underbo og truede familiens 14-årige søn på livet med en køkkenkniv, fordi han troede, at drengen havde pillet ved hans computer.
I denne uge er der så faldet dom over den tidligere fiskeridirektør, som er far til den 48-årige eksmodels to ældste børn på 17 og 18 år.
Kristian Sandvad kæmper med et alvorligt alkoholmisbrug, og han blev idømt to måneders fængsel, efter en mentalundersøgelse viste, at han ikke var sindssyg i gerningsøjeblikket.
- Ja, jeg er glad og lykkelig. Jeg er i hvert fald glad for, at det er Danmark og ikke Rumænien, jeg bor i. Nu skal mit liv på ret køl, udtaler Kristian Sandvad til BT.
Renée Toft Simonsen og Kristian Sandvad blev kærester i 90’erne og gik fra hinanden i 1995 – samme år som deres andet barn, sønnen Jens Kristian, blev født.