Rigmor Zobel bød velkommen på skønhedsklinikken
Der var hjerteligt gensyn mellem Rigmor Zobel og Camilla Miehe-Renard, da de tirsdag eftermiddag mødtes til reception i skønhedsklinikken Belnatur.
Klinikken, der er at finde i lækre lokaler i en dejlig kælder i hjertet af Hellerup, havde rullet den røde løber ud i anledning af, at klinikken nu har udvidet de daglige skønhedstilbud med plastikkirurgi og kosmetiske behandlinger.
Rigmor Zobel, som er god veninde af stedets indehaver og samtidig er blevet ambassadør for den nye afdeling, der udfører kirurgiske behandlinger, viste rundt i stedets mange hyggelige afkroge med kabiner og behandlingsrum, samtidig med hun berettede om stedets nu mange muligheder for skønhedsbehandlinger.
- Her er alt, hvad man kan have brug for, når man har min alder og gerne vil holde sig selv ved lige. Hvis jeg selv kom her hver dag, ville jeg ligne en million, sagde 42-årige Rigmor Zobel, der nu sagtens kunne ligne en, der lægger vejen forbi mindst hver anden dag.
- Men nej desværre. Jeg gør det, når jeg har muligheden. Man skal have tid og råd, pointerede den smukke forretningskvinde.