17. jul. 2012
Af af Gita Femhøj

Sådan klæder de kendte sig

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/kendte/nyheder/blandet-enkelt/saselinekh.jpg
Foto: Krestine Havemann
Saseline, Pernille Aalund og Benedicte Balling åbner op for deres klædeskab.

En kjole har ingen alder, det handler om, hvordan du bærer den. Mød de tre karrierekvinder, der mere klæder sig efter deres personlighed og livsstil, end efter datoen på deres dåbsattest.

Saseline Sørensen: Kopien er bedre end originalen

Saseline Sørensen er 30 år, sangerinde, sangskribent og model, og hun ses tit til modeshows langs med catwalken. Det betyder dog ikke, at alt hendes tøj er modetøj.

- Selvom jeg går op i mode, er mode ikke alt. Mode er sjovt og spændende, men for mig er mode mest forbundet med den medieverden, jeg også er en del af, siger Saseline i et interview med modemagasinet IN.

- Jeg går ikke op i mærker, jeg køber tøj efter, hvad jeg kan lide. Jeg køber faktisk mange af mine stiletter i Zara, og selvom de er billige, er de tit bedre at gå i end den dyre udgave, de er en kopi af, siger hun.

Saseline er mor til fireårige Sean, og det har også en betydning for hendes garderobeindhold.

- Det, at jeg er mor, betyder meget for min stil. Jeg har brug for at have en garderobe, som også er praktisk og afslappet, så jeg kan lege og hygge med min søn. Når jeg er i medierne og skal til arrangementer, elsker jeg derimod at dresse op og gøre noget ekstra ud af mig selv.

Pernille Aalund: En investering for livet

Pernille Aalund er innovationsdirektør, forfatter, foredragsholder og tidligere studievært, og så er hun lige fyldt 50 år. For hende er tøj en investering og skal derfor være af god kvalitet.

- Kvalitet betyder meget for mig. Når jeg shopper, går jeg efter det, der holder i mange år. Jeg har stadig en del Chanel fra 80'erne. Det er jo en livstidsinvestering, og min datter elsker mig for det, siger hun.

- Jeg rejser meget i mit job, og førhen, hvor jeg brugte bukser og jakke, var det meget besværligt at pakke. Nu har jeg 12 workdresses, som jeg skifter imellem. Næsten alle mine kjoler er fra Stasia, der får jeg dem syet efter mål, så de sidder perfekt.

Men tøjet skal også skabe balance i looket. Derfor passer Pernille på med alt for 'sødt' tøj.

- For mig ligger styrken i det enkle. Jeg er ikke til blonder og blomster, så bliver jeg for sød at se på. Det er vigtigt, at jeg skaber en kontrast til mit udseende, og det gør jeg bedst med de enkle stilede kjoler.

Benedicte Balling

Benedicte Balling er 36 år og morgenvært på The Voice. Hun går oftest i meget enkelt tøj, og det er der en god grund til.

- Jeg har altid meget travlt, så det der med at gå i stiletter til hverdag, det går bare ikke for mig, siger hun.

Men selvom det gerne går lidt hurtigt med at komme i tøjet om morgenen, kan Benedicte godt lide at gøre noget ud af sig, når hun skal til fest.

- Førhen gik jeg næsten altid i jeans, men nu er det tit den lille sorte, der ryger på både til hverdag og fest. Den er klassisk og går til alt. Jeg går gerne i kjole, men ligegyldigt, hvad jeg tager på, er det et must for mig, at det er behageligt og praktisk.

Kilde: Magasinet IN

Læs mere om: