Sådan mødte skuespiller Niels Olsen og Joy-Maria hinanden

Hvor mødtes I?

Ja, det er ikke specielt flatterende, men vi mødtes på et værtshus på Frederiksberg, der hedder Alléenberg, bedre kendt som »Psykopaten«. Jeg gik på Statens Teaterskole og var mellem mit tredje og fjerde år.

Niels var blevet færdig på Statens Teaterskole, lige før jeg kom ind, og derefter var han taget til Aalborg, hvor han havde været nogle år. Så jeg kendte ham ikke.

Han spillede »Cirkus Montebello« på Rialto Teatret sammen med Thomas Mørk, og jeg var med i en elevforestilling på teaterskolen. Vi blev præsenteret for hinanden af mine veninder og kolleger, Jeanne Boel og Bettina Ottenstein.

Hvad tænkte du?

Jeg syntes, han var tiltalende. Og høj! Han så sød og rar og høj ud…

Han var sådan lidt tilbagetrukket og genert. Han er et blufærdigt menneske, ikke sådan èn, der buser ind i et lokale.

Det næste møde?

Den første aften, jeg mødte Niels, havde Jeanne Boel og jeg aftalt, at vi skulle ind og se »Cirkus Montebello« ugen efter, og det gik så op for mig den aften, at han var den ene af dem. Så jeg vidste, jeg skulle se ham igen, derfor tog jeg det meget roligt.

Efter Montebello-forestillingen endte vi igen på Alléenberg - det gjorde vi meget de år - og så faldt vi for alvor i snak og blev kærester.

Hvem tog initiativet?

Det var der ikke rigtig nogen af os, der gjorde. Det kom ligesom af sig selv.

Et særligt øjeblik?

Hvis jeg skal pege på et, var det nok, da vi fik vores datter, Rosa, som er 13 år i dag. Det første døgn, da vi pludselig havde fået det der lille menneske i armene. Det var meget særligt.

Og det var vores bryllup selvfølgelig også. Vi blev gift i juni 1992.

Var der hindringer?

Da vi havde kendt hinanden i ca. tre uger, skulle Niels til Bornholm og lave revy. Jeg skulle blive hjemme i København, for jeg havde fået et sommerferiejob som underviser i fitness.

Jeg måtte tage frem og tilbage med Bornholmerpilen fra Kastrup Havn til Rønne… To en halv time ofte for fuld skrue derude i Østersøen. Jeg er heldigvis ret søstærk.

Sådan gik hele sommeren, og det var lidt spændende, om vi stadig var kærester, når han kom hjem. Men det var vi så.

Hvordan går det i dag?

Vi kan jo bryste os af, at vi stadig er sammen. Det er ikke så mange inden for vores fag forundt.

Det kan være vanskeligt at holde sammen på butikken, når man er meget væk, arbejder tæt sammen med vores kolleger og kan knytte bånd til højre og venstre. Det kan til tider være svært at kende forskel på dit og mit og vide, hvor man hører til.

Men vi har det godt. Vi har desværre ikke fået flere børn, men vi er vanvittig glade for hende, vi har.