Scarlett Johansson er solgt
Den heldige vinder, der nu kan se frem til at møde den smukke skuespillerinde, bor i England og har auktions-navnet Bossnour. 40.100 dollars måtte han slippe for at sikre sig daten med Scarlett.
Men der er ikke tale om en date i traditionel forstand. Den heldige vinder har købt sig to billetter til galla-premieren på filmen He's Just Not That Into You, der har Scarlett på rollelisten. Derudover får han en bil med chauffør til og fra arrangementet, og hans ledsager kan få ordnet hår og make-up af Privé.
Og endelig, og uden tvivl vigtigst af alt, får briten lov at møde Scarlett. Hvor længe det møde varer, er der ingen, der ved.
Pengene, som auktionen indbragte, går til organisationen Oxfam, der kæmper for at udrydde fattigdom i tredjeverdens-lande.