Scarlett Johanssons plade rakkes ned
Hun er ung, smuk og talentfuld, og anmelderne elsker hende - når hun laver film. Scarlett Johanssons debut som sangerinde bliver derimod rakket ned af de danske musik-anmeldere. Scarlett har netop udgivet sin debutplade Anywhere I Lay My Head, der er en samling af 11 Tom Waits-covernumre.
Det skulle hun, ifølge de danske musik-anmeldere, hellere have ladet være med. B.T.'s Henning Høeg giver kun to stjerner til albummet og skriver, at Tom Waits allerede har lavet samtlige af pladens numre langt bedre: "Resultatet er derfor 11 mudrede lydlandskaber uden ret meget indhold."
Dog er Høeg forsigtigt positiv overfor Scarlett Johanssons stemme, som han kalder 'ikke uinteressant' og sammenligner med Marlene Dietrichs.
Kan ikke synge
Ekstra Bladets Henrik Queitsch giver tre stjerner ud af seks mulige til pladen, primært på styrken af producerens valg om at skabe et 'sfærisk lydbillede', der ikke forsøger at efterligne Tom Waits' stil. Men han har intet godt at sige om den yppige skuespillerindens evner som sangerinde:
"Men der er en lille detalje, som man åbenbart har glemt at tage i betragtning. Og det er, at Scarlett Johansson ikke kan synge. Overhovedet. Hun synger ikke engang dårligt på den gode måde. Hun er tværtimod i besiddelse af en tonløs og fuldstændig upersonlig stemme, der på intet plan er i overensstemmelse med materialet."
Flad som en pandekage
Og det er en betragtning, som Gaffas anmelder Leonora Christina Skov er enig i. Hun er endt på to stjerner og konstaterer:
"… Scarletts register er lille, og hendes fremførelse flad som en pandekage, uanset om hun synger, hvisker eller taler ordene frem."