Se billederne: Mikkel Beha Erichsen sælger husbåden Atlas
Mikkel Beha Erichsen og hustruen Marian Midé Andersen har valgt at sætte deres husbåd til salg.
Det sejlglade par købte for tre år siden et hus ud til vandet i Hundested, og nu er de klar til at sige endeligt farvel til deres husbåd, Atlas, som de flyttede ind på i 2011.
Husbåden på 160 kvadratmeter er sat til salg for 9.998.000 kroner, og der er ikke bopælspligt, hvilket betyder, at den også kan bruges som sommerhus.
Atlas ligger i en lukket kanal på Holmen i København, og den ligger i gåafstand fra blandt andet Operaen og Restaurant Noma.
Se alle billederne af Atlas her.
Det er ikke længe siden, at parrets søn Theis Midé Erichsen og kæresten Ida også satte deres husbåd til salg.
Og det er der en helt særlig grund til. Parret og deres to børn, Nis og Rita, er nemlig flyttet ind hos Mikkel Beha Erichsen og Marian Midé Andersen, så de har et hyggeligt familiekollektiv i huset i Hundested.
– Vi har det privilegium, at vi bor sammen med dem nu, for Ida og Theis er flyttet op hos os i huset i Hundested. Det fungerer virkelig godt, og jeg kan kun anbefale det, fortalte Mikkel Beha Erichsen til BILLED-BLADET om familiekollektivet i januar.