Se entertaineren i sin nye rolle: Sådan har du aldrig set Amin Jensen før
Amin Jensen har for en stund skiftet store sceneshow ud med cirkus og savsmuld, og i går bød man ham langt om længe velkommen i sin helt nye rolle.
Den 52-årige komiker og operasanger har prøvet kræfter med lidt af hvert, men det seneste, den garvede entertainer har kastet sig over, er rollen som sprechstallmeister i Cirkus Baldoni.
Her viste han sig, til premieren onsdag den 12. april, frem i sit stiveste cirkuspuds.
Til premieren på sidste års Wallmans-show fortalte Amin Jensen til medierne – her i blandt til BILLED-BLADET – at han så frem til, at han i 2023 skulle rejse landet rundt med Danmarks næststørste cirkus.
– Jeg glæder mig helt vildt til det faktisk. Jeg tror, det bliver skidesjovt, sagde han dengang.
Nu er ventetiden endelig ovre, og en lang, sjov cirkussæson er skudt i gang.
Det er dog ikke første gang, at Amin Jensen befinder sig i Cirkus Baldoni-manegen. For ti år siden var han nemlig også en del af holdet, da han optrådte som klovn.
I dag er Amin Jensens rolle dog en helt anden, og frem til den 30. august skal han, sammen med cirkusmaskotten Leonardo, styre slagets gang under Cirkus Baldonis blå-røde teltdug.