Sigurd Holmen le Dous er Forbrydelsens nye, unge stjerne
De fleste danskere kender formentlig ikke navnet Sigurd Holmen le Dous, men det ændrer sig i de kommende måneder.
Den 28-årige skuespiller har fået karrierens hidtil største rolle som den unge politimand Asbjørn Juncker i DR-krimiserien "Forbrydelsen III", men forventer ikke at blive stoppet på gaden af den grund.
- I Danmark er der er en fin respekt omkring folks personlighed. Jeg tror ikke, vi har så voldsom idoldyrkelse. Måske har den opfattelse ændret sig om en måned, men jeg passer bare mit arbejde som alle mulige andre. Folk må gerne have meninger om det, jeg laver. Men jeg vil gerne holde min egen person væk, siger Sigurd Holmen le Dous til tjekTV.dk
Samme følelser som rollen
Sigurd Holmen le Dous har været teaterskuespiller det meste af sin karriere. Springet til TV-skærmen har dog ikke været det store problem.
- Det har været en stor omvæltning, men rent skuespillerteknisk er det jo det samme. Den første optagedag var også min karakters første arbejdsdag, så det kunne jeg selvfølgelig bruge. Vi var i samme båd, da vi startede. Jeg havde også lyst til at give den en over nakken, da vi startede optagelserne. Jeg gjorde mit bedste og satsede på ikke at falde totalt igennem, fortæller han.
I det hele taget minder fiktionens Asbjørn meget om virkelighedens Sigurd, mener "Forbrydelsen"-debutanten, selv om erkendelsen først kommer, da han har beskrevet, hvordan den ivrige politimand er.
- Han tror på sig selv og ved, at han kan gøre en forskel, hvis han får lov. Det hele er lidt stort for ham, så han bliver også overrasket og er følsom. Jeg kan genkende mange af de følelser, siger Sigurd Holmen le Dous.
Forbrydelsen III har premiere søndag den 23. september kl. 20.00 på DR1.