Silas Holst kunne ikke opfylde sine børns ønske, så fandt han på noget helt andet
Hjemme i Brønshøj er der flyttet tre nye individer ind på matriklen.
Det startede med et ønske om kaniner. Silas Holst datter Maggie på ni og sønnike Bob på seks drømte om hver deres nuttede pelsdyr i form af en kanin.
Det kunne farmand Silas Holst og ægtemanden Nicolai Schwartz ikke helt overskue.
- Jeg forklarede dem, at man ikke kunne få kaniner lige nu, men hvis vi var rigtig hurtige, kunne vi hente nogle skildpadder, forklarer Silas Holst.
Padder i Brønshøj
Nu er der flyttet tre små skildpadder ind hos familien i Brønshøj.
- Ungerne elsker dem. De har hver deres, Bobs hedder Laura – efter Laura Drasbæk, som han er stor fan af. Maggies hedder Bulder, oplyser den nybagte skildpaddefar.
Her er han med Bulder tv og Laura.
Ganske små padder
Den sidste skildpadde er hele familiens og hedder Dalton.
De tre skildpadder er unger og ganske små.
- Og de bliver ikke specielt store, forsikrer Silas Holst.
Padderne har et fint stort bur med alt, hvad de behøver.
- Maggie og Bob er meget omhyggelige med at sørge for, at de har vand og mad, fortæller Silas Holst.
Med på morgenbordet
Silas Holst er helt klar over, at ansvaret for padderne ligger hos de voksne, der naturligvis har sat sig grundigt ind i, hvordan de tre små nye ”familiemedlemmer” skal passes.
- Når der er legekammerater med hjemme, er skildpadderne det første, der bliver vist frem.
- Og de er med på bordet, når vi spiser morgenmad. De er bare så søde, lyder det fra Silas Holst.
Familien har også et mindre bur til skildpadder.
- Det kan være i bilen, så de kan komme med, når vi tager i sommerhus.