Sisse Fisker afslører: Her mødte jeg min mand for første gang
45-årige Sisse Fisker nyder sommeren med sin mand og to børn.
- Vi har lige været i Italien i en uges tid, og ellers holder vi ferie i Nordjylland, hvor jeg kommer fra, fortalte Sisse Fisker, da hun var til Landliggerkamp i Rørvig.
Her afslørede Sisse Fisker også, at parret skal til en festival, som har en helt særlig betydning for dem.
- Vi skal selvfølgelig også til Skanderborg Festival. Det var der, jeg mødte min mand i 2006, fortalte Sisse Fisker med et smil og tilføjede:
- Vi har nærmest været der hvert år siden, og jeg skal høre Justin Bieber og Drew Sycamore.
Sisse Fisker giftede sig med sin store kærlighed, Sune, i 2013.
Færdig med tv
Sisse Fisker er til daglig direktør for SMILfonden, og hun savner bestemt ikke at være på skærmen.
- Det kører bare derudaf med SMILfonden. Jeg er helt færdig med tv, for jeg har så meget andet godt at lave, lød det med et smil.
Sisse Fisker havde sønnerne Samuel på 12 år og Isak på 10 med til Landliggerkampen i Rørvig.