Søren Gade taler ud om sorgen
- Mine piger har mistet deres mor, deres bedstefar og deres farfar inden for godt halvandet år, og det er lige ved at være for meget på den private front. Det er godt, man som menneske ikke ved, hvad der venter én, for så havde man ikke modet til at stå op om morgenen.
Sådan siger en ærlig og sorgfuld Søren Gade i TV 2-dokumentaren "Vores krig: Krigsminister" på søndag, hvor et TV-hold har fulgt forsvarsministeren gennem et af de mest dramatiske år i hans liv. Midt i sorgen over tabet af sin elskede hustru, Helle, der døde af kræft i 2008, må han i sit job overleve en mediestorm og stå ved en død soldats kiste igen og igen.
- Jeg har altid været tæt på mine piger, og at Helle døde, har ikke gjort, at vi er mindre tæt på hinanden. Tværtimod. Nu er deres bekymring nok mere, at de kun har en forælder at gi' af. De kan godt være bekymrede, hvis jeg lever for usundt, er for tyk eller rejser rundt til steder, hvor der er krig og ufred.