Søren Østergaard: Jeg har virkelig taget fejl
– I coronatiden har jeg virkelig taget fejl ... Jeg har et cirkus, der ikke måtte komme ud, jeg lavede en butik, som ikke måtte åbne, jeg har købt et lillebitte hus nede i Italien, som vi ikke må komme ned og se. Det er fuldstændig latterligt. Efterhånden er jeg ved at være lidt træt af det, må jeg sige.
Sådan lyder det fra skuespiller og komiker Søren Østergaard i nyt interview med BILLED-BLADET.
Bekymret for sit cirkus
Søren Østergaard er især bekymret for sit hjertebarn, Zirkus Nemo.
– Vi er jo klar til at lave en forestilling. Vi skulle have haft premiere her den 12. april, og det tror jeg ikke, vi får. Men nu må vi se. Vi har ikke spillet hele sidste år, og det er jo en katastrofe, hvis vi ikke kommer ud og spiller i år, lyder det fra den populære entertainer, der dog er sikker på, at det nok skal lykkes i sidste ende.
– Det er jo min livsdrøm. Jeg havde jo regnet med, at de næste fem år indtil 2025 skulle jeg langsomt trappe ned, og så skulle nye overtage. Så skulle jeg bare sidde med en dry martini om aftenen og sige velkommen til folk. Men nu skal der pukles, og det er skideirriterende. Men jeg gider ikke græde over det. Jeg er sikker på, vi overlever, for der er så mange, der gerne vil os det godt, siger han med et smil.
Det er en skandale
Dagen forinden – efter otte måneders ventetid – har Søren Østergaard endelig fået den hjælpepakke, han har søgt om.
– Så lang tid har det varet, og det er en skandale efter min mening, udbryder Søren Østergaard og fortsætter.
– De vil så kun give mig 30 procent af det, jeg skulle have haft. At skulle gå så meget ned i løn er der ikke nogen, der kan klare. Jeg forstår det simpelthen ikke, lyder det med et suk fra Søren Østergaard, der ellers aldrig tidligere har fået hjælp af staten til sit cirkus.
Tænker positivt
Han finder dog hurtigt de positive tanker frem igen.
– Det skal jo gå. Men vi ved jo ikke helt præcis, hvornår vi kan komme ud, lyder det ærligt fra Søren Østergaard, der har brugt sin opsparing på at holde den gående over vinteren.
– Sådan er det ... det er bare dyrt at have sådan et cirkus. Det er jo min chance at tage, men når man nu får at vide, at man kan få hjælp, så forstår jeg ikke, hvorfor man ikke får det.
Læs hele det store interview med Søren Østergaard i det nye nummer af BILLED-BLADET: