Søren Pilmark vil være instruktør
Søren Pilmark har netop afsluttet en stor turne og dvd-udgivelse med resten af Ørkenens Sønner. Så nu holder loge-brødrene pause for at opbygge lyst til at lave et nyt show.
"Vi holder meget af hinanden alle fire, og vi vil nødigt overdrive det. Hvilket vil sige, at hvis vi nogensinde skal lave det igen, så skal det helst komme ud af en spirende lyst. Derfor slapper vi af og puster ud nu," fortæller Søren Pilmark til BILLED-BLADET og afslører, at han dog ikke selv holder helt fri.
Planlægger projekter
"Jeg går og planlægger forskellige projekter. Jeg skal spille med i nogle film og teaterstykker, og så går jeg og arbejder på at instruere en lille film," siger Pilmark til BILLED-BLADET. Men hvor Ørkenens Sønner er kendt for at smække svesken på disken, så er Søren Pilmark anderledes hemmelighedsfuld, når det kommer til hans instruktør-debut.
Mister momentum
"Hmm," svarer han på spørgsmålet, om han har fundet manuskript og skuespillere. Søren Pilmark foretrækker at vente med at sige noget konkret: "Det er ikke fordi, jeg skal være sur og snerpet og ikke vil sige det. Men lige præcis med den slags projekter, så har de ligesom et liv. Det er ligesom at føde for tidligt, så bliver det skrøbeligt….og så har man ligesom mistet momentum."