Sonny Fredie-Pedersen: Det skal han lave nu
Otte fredage i træk har danskerne kunnet opleve Sonny Fredie-Pedersen på skærmen som dansekaptajn i ”Den vildeste danser”, men nu er det slut.
Finalen i TV 2-showet løb af stablen fredag den 25. september, og den professionelle danser er allerede videre til sit næste projekt.
- Vi har lige startet prøver på ”The Bodyguard – The Musical”, hvor jeg er koreograf, så nu skifter jeg gear, fortæller Sonny Fredie-Pedersen til BILLED-BLADET.
Dejligt at være i Danmark
”The Bodyguard – The Musical” har premiere den 4. november i Esbjerg, og 33-årige Sonny Fredie-Pedersen er glad for, at han ikke skal tilbage til Los Angeles lige med det samme.
- Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i Danmark i flere måneder, fortæller danseren og fortsætter:
- Det er så dejligt, men af flere årsager, for nu lever vi jo alle i en ny verden på grund af corona. I USA har det været voldsomt, og der har været lukket ned siden marts.