Aldrig set før: Hjulmands drenge bærer kvindernes EM-trøjer mandag aften i Parken
Når træner Kasper Hjulmands herrelandshold med Christian Eriksen, Kasper Schmeichel, Joakim Mæhle, Pierre-Emile Højbjerg og mange andre profiler mandag aften løber på banen til Nations League-opgøret mod Østrig i et fyldt Parken, bliver det ikke i deres velkendte landsholdstrøjer.
Hjulmands spillere hylder kvindelandsholdet
Som en hyldest og lykønskning til deres kollegaer på kvindelandsholdet, vil de danske drenge spille i kvindernes helt nydesignede EM-trøje.
Trøjen er skabt af DBUs mangeårige tøjsponsor hummel, der for første gang nogensinde har designet en herreudgave af den danske kvindelandsholdstrøje.
Det er Dansk Boldspil-Union, DBU, som søndag har meddelt nyheden på et pressemøde.
Pierre-Emile Højbjerg glæder sig
– Jeg glæder mig til at se, hvordan den sidder, siger Pierre-Emile Højbjerg i den forbindelse ifølge Ekstra Bladet, og han kan se frem til at bære en trøje, som er tilpasset i størrelse og pasform, så herrerne ubesværet kan spille i den og nyde, at de som altid ser hamrende godt ud.
Ud over at støtte kvindelandsholdet skal trøjerne til kampen mod Østrig også bruges til et velgørende formål.
Støtter pigefodbold
De trøjer, som herrelandsholdet spiller i, ryger på auktion, og indtægterne fra auktionen går til et pigefodboldprojekt
Kvindernes fodbold-EM i England afvikles i perioden 6.–31. juli, og Danmarks udvalgte anført af Pernille Harder er i gruppe med Tyskland, Finland og Spanien.