22. jul. 2024
Af Sofie Nymand

Billederne siger det hele: Pernille Harder skal giftes med Magdalena Eriksson

Pernille Harder og Magdalena Eriksson
Pernille Harder og Magdalena Eriksson
Foto: Lukas Barth/AP/Ritzau Scanpix
Det ser ud til, at Pernille Harder har været på frierfødder. Og nu viser hendes forlovede ringen frem.

Efter ti år som kærester, kan Pernille Harder og Magdalena Eriksson nu kalde sig forlovede.

Det afslører de begge på Instagram, hvor de har delt en række billeder, der viser, at den danske fodboldspiller for nylig har været på frierfødder.

Og Magdalena Eriksson har tydeligvis givet hende et stort ’ja’.

På billederne kan man se det glade par, hvor den svenske fodboldspillers ringfinger med en glimtende forlovelsesring er i fokus.

Parret har blot tilføjet en ring-emoji som kommentar, alligevel er budskabet ikke til at tage fejl af. Og siden er det strømmet ind med lykønskninger.

De to fodboldspillere mødte hinanden i 2013, da de begge spillede for den svenske klub Linköping.

Siden skiftede Pernille Harder til Wolfsburg, inden hun i 2020 blev genforenet med Magdalena i storklubben Chelsea.

Sidste år skiftede de så begge til Bayern München, hvor de i øjeblikket spiller.

Læs mere om: