Brian Laudrup har fået nyt fodboldjob
For et par uger siden kom det frem, at Brian Laudrup stopper som kommentator på TV3 Sport, men de danske fodboldfans kan glæde sig over, at han bliver i sportsverdenen.
Den 45-årige tidligere fodboldspiller er nemlig blevet ansat som fodboldekspert hos SBS Discovery, der fra efteråret har sikret sig rettighederne til at vise kvalifikationskampene op mod EM i Frankrig i 2016.
Fodboldkampene bliver vist på Kanal 5, og her skal Brian Laudrup være i studiet sammen med Frank Arnesen, mens Peter Piil og Morten Bruun kommenterer kampene.
- Jeg glæder mig til at dele ud af mine erfaringer fra mine egne landskampe, og Frank og jeg kommer til at supplere hinanden rigtigt godt i Kanal 5's nye fodboldstudie. Vi kommer fra to forskellige epoker i dansk fodbold, og sammen vil vi være den perfekte European Qualifiers ekspertduo, siger Brian Laudrup ifølge Ekstra Bladet i en pressemeddelelse.
Glæder sig til samarbejde
- Jeg glæder mig til sammen med Brian at guide Kanal 5's seere gennem de afgørende danske kval-kampe. Det er NU landsholdet skal vise sig fra sin bedste side og kæmpe for at kvalificere sig til EM i 2016, siger Frank Arnesen ifølge avisen.
Laudrup og Arnesen kommer for første gang til at tone frem på skærmen den 7. september på Kanal 5, når Danmark åbner EM-kvalifikationen hjemme i Parken mod Armenien.
SBS viser alle kvalifikationskampene til EM og det næste VM - herunder Danmarks kampe ude og hjemme.