Camilla Martin sender kærlig opfordring inden OL
Om få dage går det løs i Paris, når OL begynder.
Her vil atleter fra hele verden dyste i forskellige discipliner, og Danmark er naturligvis også stærkt repræsenteret.
Men når vi sidder herhjemme og følger med i atleternes kamp for at få en guldmedalje om halsen i den franske hovedstad, er der noget, som er meget vigtigt at huske.
Den gode tone.
Det mener Camilla Martin, der skal dække OL for TV 2. På Instagram sender hun derfor en kærlig opfordring.
- Husk, at atleterne har arbejdet benhårdt frem mod det her. Så bak dem op og vær søde at behandle dem fair herinde i det sociale medie cirkus. De mærker følelserne meget mere voldsomt end jer bag skærmen, og de vil gøre deres bedste for at begejstre jer allesammen. De kan sagtens tåle kritik. Bare den er konstruktiv, skriver hun.
Og den tidligere badminton-stjerne ved om nogen, hvad hun snakker om. Hun har således tidligere deltaget ved OL i Sydney, hvor hun vandt sølv, mens hun i en lang årrække også var en af landets mest profilerede badmintonspillere med mange store titler på cv'et.