Caroline Wozniacki hepper på Kevin Magnussen
Caroline Wocniacki er ikke kun vild med tennis. Hun er pjattet med al sport, også Formel 1, og i dag hilste hun i Monaco for første gang på sin landsmand, racerkøreren Kevin Magnussen, der er godt på vej til at blive et mindst lige så stort navn på den sportslige verdensscene.
I weekenden kører han det traditionsrige Formel 1-løb i fyrstedømmets smalle gader.
- Jeg glæder mig til løbet og til at hilse på Kevin. Jeg har sjovt nok ikke mødt ham før, sagde tennisspilleren, der bor i Monaco, og ankom i selskab med nogle venner til paddocken, hvor alle Formel 1-hold har deres hospitality-områder for gæster og medier.
Caroline Wozniacki er vild med al sport
- Jeg er vild med al sport og følger også med i Formel 1, især nu hvor Kevin er med. Jeg synes, det er en spændende verden med nogle helt andre krav, end jeg kender til fra tennis. Jeg er glad for, at jeg ikke er afhængig af en motor og alt det andet teknik, der kan gå i stykker, smilede hun, inden hun hastede videre til mødet med den danske racerkører.
Heldigvis holdt Kevin Magnussens Renault-racer. Han kvalificerede sig som nummer 16. Bilen er ikke til mere i øjeblikket, så det vigtigste var, at han slog holdkammeraten, Jolyon Palmer, der blev nummer 18. Danskeren fører nu 5-1 i den indbyrdes kvalifikationsduel.
Monaco er årets sjette løb ud af 21 i VM-serien.