Caroline Wozniacki: Sådan tackler jeg savnet til Rory
Selv om Caroline Wozniacki er nyforlovet, må hun og kæresten, golfstjernen Rory McIlroy, leve med lange perioder, hvor de ikke ser hinanden. Til magasinet Lime fortæller 23-årige Caroline, hvordan hun og Rory håndterer savnet.
- Vi forsøger at få vores kalendere til at passe sammen. Jeg tror, det hjælper, at vi begge har noget at tage os til, når vi ikke ser hinanden, og at vi begge beskæftiger os med noget, vi brænder for. Når vi er midt i vores respektive turneringer, har vi fokus der, og på den måde bliver savnet ikke så stort. Og så lærer vi at sætte mere pris på den tid, vi har, når vi endelig er sammen, fortæller Caroline.
Hun og Rory er i fuld gang med planlægningen af brylluppet, og parret drømmer i høj grad om at stifte familie.
- Jeg vil gerne være en forholdsvis ung mor, og jeg ser det ikke som værende alt for langt ude i fremtiden, siger Caroline, som har et mål om at blive mor på fuld tid:
- Jeg har altid selv haft det sådan, at jeg gerne selv vil opdrage mine børn. Derfor har jeg heller ingen drøm om at skabe mig en karriere, i stedet vil jeg nyde godt af den økonomiske frihed, mit hårde arbejde har givet mig. Den gør, at jeg kan give mine børn den bedste start på livet ved at være der 100 procent for dem, siger hun.