Claus Elgaard frygtede, hvad der kunne ske i kampens hede, da prinsesse Benedikte dukkede op i kommentatorboksen
Den danske journalist og vært Claus Elgaard sad klar i kommentatorboksen 1998, da curlingkvinderne gav den alt, hvad de havde til vinter-OL i Nagano, Japan.
Hvad, Claus Elgaard ikke havde regnet med, var, at han ville få kongeligt besøg i kommentatorboksen.
I anledning af at det er 25 år siden, curlingkvinderne vandt sølv ved vinter-OL inviterede Claus Elgaard to af kvinderne fra 1998-holdet ind i sin podcast ”Fremkaldt” til en snak om de vilde oplevelser i Nagano.
Claus Elgaard taler i Radio4-podcasten med Helena Blach Lavrsen og Trine Qvist, der begge var med på holdet i 1998, om det kongelige besøg i kommentatorboksen – som bestemt ikke var planlagt.
Prinsesse Benedikte ”stod der sgu” pludselig, som Claus Elgaard selv fortæller i podcasten.
- Det var ikke forberedt, at hun dukkede op. Vi havde selvfølgelig skrevet til kongehuset og sagt, at det kunne være en stor fornøjelse for os, hvis hun havde lyst til at komme ud og se en kamp og kommentere og komme hen i kommentatorboksen. Og lige pludselig stod hun der sgu, fortæller Claus Elgaard i Radio4-podcasten.
Prinsesse Benedikte, som var meget interesseret i curling, var helt klar på at være Claus Elgaards medkommentator.
Der var bare lige én ting, som Claus Elgaard var meget nervøs for…
- Sagt med stor kærlighed og respekt, for hun var virkelig, virkelig en behagelig oplevelse – men hun satte sig jo bare ned og tog et par head set på. Og problemet for mig var jo, at de hjemme i Danmark ikke vidste… Jeg havde jo kommenteret og sagt ”Og så får vi royalt besøg”, men hjemme i Danmark vidste de jo ikke, at Benedikte sad med hovedtelefoner på. Og nogle gange – ligesom på banen – så kommer der jo altså nogle regibemærkninger… ”Det har vi ikke tid til nu, nu må kongehuset vente” eller et eller andet. Det kunne jo godt ske, at der var et eller andet. Og det ville hun jo kunne høre, Benedikte, fordi hun sad med hovedtelefoner på. Jeg var rædselsslagen, indtil de fandt ud af det derhjemme, lyder det fra Claus i podcasten ”Fremkaldt”.
Kamerafolkene fra de mange andre lande fik også nys om, at den danske prinsesse Benedikte havde sat sig til rette med mikrofon og det hele.
- De stod jo og filmede, at Benedikte sad der i 48 minutter. I 48 minutter. Og hvad var det, hun sagde, Trine, kan du huske det? Spørger Claus Elgaard Trine Qvist i podcasten.
- Ja, hun sagde ”Ih, hvor de børster”, lyder det fra en grinende Trine Qvist.
Du kan lytte til hele afsnittet af Radio4-podcasten ”Fremkaldt”, hvor Claus Elgaard taler med Helena Blach Lavrsen og Trine Qvist herunder.