6. sep. 2024
Af Caroline Andersen

Cykelrytter Emma Lund har vundet bronze ved PL: Her er hendes private kærlighed

Cykelrytter Emma Lund.
Cykelrytter Emma Lund.
Foto: Mikael Rieck
Emma Lund har cyklet sig til en bronzemedalje ved De paralympiske lege i Paris - og her står hendes private kærlighed klar ved målstregen.

Cykelrytter Emma Lund, 27, har en stor støtte i sin kæreste, når hun kæmper om en podieplads ved De paralympiske lege i Paris.

Det var ikke kun Emmas kliksko til den trehjulede racercykel, der sagde ”klik”. Det slog nemlig klik, da Emma mødte 27-årige Anes Jasarevic på en bar i det københavnske natteliv for lidt over to år siden.

– Da jeg mødte Emma første gang, anede jeg jo ikke, hvad kliksko var. Jeg spurgte hende også, om jeg skulle have underbukser på under mine cykelshorts, griner Anes, der opdagede en helt ny verden, da han bevægede sig ind i Emmas cykelverden.

Anes, der til daglig arbejder som Ingeniør hos rådgivningsvirksomheden Sweco, husker tydeligt, hvordan han havde berøringsangst overfor Emmas handicap – og det var først efter et par dates, at han turde spørge hende om, hvilket handicap, hun havde.

– Jeg troede jo først, at Emma var svagsynet. Hun kunne ikke taste sit telefonnummer ind på min telefon, og jeg troede, at hun manglede sine briller, fortæller Anes til BILLED-BLADET, hvor han husker tilbage på parrets første tid sammen.

– Emma kan alt, så længe man tager de rigtige hensyn. Jeg plejer at sige, at hun kan alt, det kræver bare nogle gange lidt ekstra tid eller, at man gentager nogle ting, fortæller Anes, der er kendt fra DR-programmet ”Mit hemmelige match”, hvor han forgæves forsøgte finde kærligheden.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-09-06/20240722-MR-Emma-Lund--Pressefotograf-Mikael-Rieck_20-%281%29.jpg
Emma Lund og kæresten Anes Jasarevic.
Foto: Mikael Rieck

Parret er øjeblikket i gang med at istandsætte deres lejlighed på Østerbro, hvor meget af deres tid er blevet brugt på at rive vægge ned, sætte filt op og male. Der er ingen tvivl om, at lejlighedsrenovering og træning til De paralympiske lege er noget, der kræver meget tid i deres forhold – men de gør det med glæde, da de ikke vil være deres liv foruden.

– Jeg kunne se mig selv med Emma, da jeg mødte hende første gang. Jeg havde lyst til at blive en bedre version af mig selv, fortæller Anes, der naturligvis fik et par cykelsko af Emma som den allerførste gave.

– Vi tager ofte ud og cykler, nærmest hver lørdag og søndag, afslutter Anes, der er en stor støtte for Emma under De paralympiske lege.

Læs mere om: