De danske håndbolddrenge i Doha: Også tid til kærlighed
Om kort tid går de danske håndboldhelte igen på banen i Doha - og i aften er det for at besejre Polen. Sidst var det Rusland, der fik de danske overarme at mærke, og vi er alle kommet på fornavn med de velspillende herrer.
De går til sagen med stor alvor, men heldigvis er der også tid til både kærlighed og fornøjelse, når kampene fløjtes af.
Under Ruslands-kampen kunne vi således se Mads Christiansen liste helt hen til nogle få udvalgte blandt publikum. Her sad hans forlovede, Regitze, med parrets fælles datter Alberte og så farmand spille bold - og det passede Mads Christiansen strålende.
- Det var skønt at spille foran dem - og dejligt at vide, at de er her, sagde han til Ekstra Bladet og tilføjede, at han også sætter stor pris på at kunne bruge nogle timer med dem på hviledagene.
En anden af Danmarks håndbolddrenge, Mikkel Hansen, får også tid til at andet end at score mål for Danmark. Efter sejren mod Rusland havde han styrtende travlt med at komme igennem gruppen af pressefolk, hjem på hotellet og videre ud i byen. Dem amerikanske superstjerne Pharell Williams gav nemlig koncert i Doha - og dén ville Mikkel ikke gå slip af.
Mikkel scorede fire mål mod Rusland. Mads Christiansen scorede tre. Vi håber, det bliver til endnu flere fra de to herrer i aften mod Polen.