Der gik et chok gennem hele hallen: Derfor blev Niklas Landin bange og måtte tage et par dybe indåndinger
Det var lidt af et chok for mange i den olympiske håndboldhal i Lille at se Niklas Landin blive rystet under den danske opvarmning.
En bold ramte ham hårdt i ansigtet, og målmanden vaklede bagud og ind i sidenettet, mens han tog sig til ansigtet.
Landin satte sig derefter sammen med fysioterapeut Anja Greve ud på bænken.
Her sad han med hænderne oppe foran ansigtet.
Landin bange for skade ved øjet
Til TV 2 Sport forklarede Niklas Landin efter Danmarks sejr over Slovenien, hvad der skete under opvarmningen.
– Der kommer et uheldigt skud, der rammer mig i hovedet omkring det øje, som jeg også har været ude med tidligere. Så blev jeg bare lidt bange og satte mig ud for at trække vejret to sekunder, sagde Landin, der understregede, at der ikke er sket noget alvorligt med øjet, som han altså har haft store problemer med tidligere.
For tre måneder siden blev Niklas ramt af en blødning på nethinden omkring sit højre øje.
Skaden holdt ham ude af kamp i tre uger.