Det danske håndboldlandshold er ramt af corona
Fredag aften begynder VM-håndbold for de danske landsholdsspillere, når de møder Bahrain.
Men det bliver uden landsholdsfløjen Emil Jakobsen. Han er nemlig testet positiv for corona. Det oplyser Dansk håndboldforbund.
” Den danske landsholdsfløj Emil Jakobsen er derfor nu placeret i isolation – ligesom Morten Olsen, der er værelseskammerat med Emil Jakobsen, også isoleres. Det betyder samtidigt, at Emil Jakobsen ikke spiller med ved Danmarks åbningskamp i aften. Morten Olsen kan være med i truppen, hvis han tester negativ ved dagens test,” lyder det.
Resten af det danske håndboldlandshold, som tæller både spillere og ledere, vil blive testet inden VM-kampen fredag aften, mens hele den danske delegation også testes i morgen.
”Vi er selvfølgelig meget kede af det på Emils vegne. Vi har været godt forberedte på denne situation, og vi følger vores egen og IHF’s velbeskrevne og restriktive corona-protokoller, der betyder, at vi nu blandt andet testes igen i dag og i morgen,” siger sportschef Morten Henriksen.